BEHANDLING AF UØNSKET HÅRVÆKST


Behandling af uønsket hårvækst:

En række forskellige laser- og IPL (Intenst Pulseret Lys) systemer kan anvendes til behandling af uønsket hårvækst. Fælles for dem er, at det behårede område i få mm-sekunder belyses med et kraftigt lysglimt, der omdannes til varme i mørke hår. Varmen breder sig ud til hårsækkene, så de bliver ødelagt. Kun en del af hårsækkene rammes på samme tid, og derfor må man påregne flere behandlinger for at ramme alle hårsækkene. Oftest vil det dreje sig om 4-6 behandlinger med 1-2 måneders mellemrum.

Før behandlingen:
Det er vigtigt, at man ikke er brun, når man møder til behandling. Derfor skal man undgå solbadning og solarium mindst 2 måneder før start af behandling, i hele behandlingsperioden og i mindst 2 måneder efter sidste behandling. Brug solcreme med faktor 50+ med både UVA og UVB filter ved udsættelse for sollys i området, der behandles. Huden kan ikke behandles, hvis den er tydeligt solpigmenteret, og den må ikke være farvet af selvbruner eller brun creme.På behandlingsdagen må ikke anvendes solcreme eller kosmetik i behandlingsområdet.

Undlad at bruge pincet, eller lignende behandling, der hiver hårene ud, i 2 måneder før behandling og imellem behandlingerne.

Hårene skal kun være ca. 1 mm lange ved 1. kons. (daggamle stubbe). Når man møder til efterfølgende behandling, skal hårene være barberet helt af hjemmefra.

Behandlingen er ikke smertefri, og hver lyspuls føles nærmest som en prikkende varme, som brænder lidt i de efterfølgende minutter. Man kan evt. indtage 1 gram Paracetamol ca. 1 time før behandlingen, dette vil reducere ubehaget.

Efter behandlingen:
Huden bliver rød og varm lige efter behandlingen, og det fornemmes ofte som en slags solskoldning. Hos enkelte patienter kan der opstå nogen hævelse i huden, som kan vare fra 2 timer op til 3 døgn. Det behandlede område vaskes forsigtigt med vand og sæbe 1 gang daglig.

Bivirkninger: 
Udover de umiddelbare bivirkninger ved behandlingen, som allerede er nævnt, kan der hos enkelte patienter komme lidt væske ud fra hårsækkene efter behandlingen. Væsken vil tørre op som en gullig-brun tynd skorpe omkring hårsækkende og vil forsvinde af sig selv i løbet af nogle dage.

I sjældne tilfælde ses en forbrænding med sår efter behandlingen, og i sværeste tilfælde kan der som følge heraf opstå blivende arvæv i det behandlede område - dette er dog yderst sjældent.

Personer, der er i behandling med medicin, der øger lysfølsomheden, skal efter aftale med lægen holde pause med behandlingen

Der kan forekomme pigmentforstyrrelser i de behandlede områder, således at områderne kan blive lysere eller mørkere end den omgivende hud. Denne risiko er størst, hvis man i forvejen er mørk i huden. Pigmentforstyrrelser er vanskelige at behandle, men vil oftest svinde efter en periode på måneder til år.

Risikoen for anførte bivirkninger forøges markent, hvis man nyligt har taget sol eller gør det i de første måneder efter behandlingen.

Meget sjældent kan der opstå en paradoksalt øget hårvækst i det behandlede område.

Effekt af behandlingen:
Behandlingen virker bedst, såfremt huden er lys og hårene er mørke eller endnu bedre sorte. Lyse og røde hår kan ikke behandles. Hårene falder sædvanligvis først ud efter ca. 2 uger. Der kan ikke forventes 100% fjernelse af hårene, men gennemsnitlig ca. 50% reduktion af antal hår, og de tilbageværende hår er hyppigt tynde og lyse. Hårfjernelsen er oftest langvarig. Hvis man har bagvedliggende hormonforstyrrelser, skal behandlingen hos nogen gentages efter en periode grundet ny hårvækst.

 

Information og samtykke:
Efter at have gennemlæst denne skriftlige information skal man have mundtlig information om behandlingen og mulighed for at stille spørgsmål. Man har her mulighed for at medbringe en bisidder. 

 

Juni 2018.

Revideres efter behov, dog senest juni 2021.