BRUNE PLETTER


Behandling af brune pletter på huden.

Ellipselaser kan med fordel anvendes både til almindelige fregner og til de forskellige brune pletter (leverpletter) som med alderen optræder på huden, ofte som følge af rigelig soldyrkning.

Ved behandling med Ellipselaser opsuger pigmentpletterne energien i laserlyset, hvorved farvekornene sprænges i stykker (fotoakustisk effekt). Almindeligvis er pletterne helt svundet eller betydeligt bleget efter 1-2 behandlinger givet med en måneds mellemrum.

Selve laserbehandlingen mærkes som et smæk med en elastik på huden. I timerne efter behandlingen vil der være en let rødme samt en varmefornemmelse og evt. lidt kløe og svie i huden på samme måde, som efter berøring af en brændenælde. Senere fremkommer brunfarvning som skaller af i løbet af de næste 3 uger.
Almindeligvis er der ingen komplikationer. Der kan dog forekomme væskedannelse og skorpedannelse i dagene efter behandlingen. Er dette tilfældet behandles med Klorhexidin creme som fås i håndkøb på apoteket.

Det er vigtigt forud for behandlingen ikke at være solbrændt. Man må derfor ikke solbade eller gå i solarium 4 uger før behandlingen. På behandlingsdagen må ikke anvendes solcreme eller kosmetik i behandlingsområdet. Evt. hår skal være fjernet. For at undgå farveforandringer skal man efter behandlingen undgå udsættelse for sol og anvende solcreme med faktor 30 eller derover i nogle måneder. Make-up kan anvendes frit.

Personer, der er i behandling med medicin, der øger lysfølsomheden, skal efter aftale med lægen holde pause med behandlingen. Laserbehandling er ikke egnet til personer, som har tendens til at danne store, tykke ar (såkaldte keloid-dannere).

  

Juni 2018

Revideres efter behov, dog senest juni 2021..