BOTOX

Patientvejledning vedr. Botox behandling.

 

Botox er et veletableret præparat til behandling af muskelkontraktur (muskelspasmer) hos  både voksne og børn. Substansen blokerer nerveimpulser som normalt stimulerer musklerne til sammentrækninger. De seneste år har Botox ligeledes fundet anvendelse indenfor kosmetisk dermatologi til behandling af rynker.

Rynkerne opstår ved at ansigtsmusklerne under huden trækker sig sammen. Når hudfolderne er opståede mister huden samtidig sin elasticitet. Ved at blokere bestemte grupper af rynkemusklerne, kan man delvist udjævne huden så rynkerne forsvinder.  Behandlingen foregår ved at små mængder Botox sprøjtes ind under huden eller i selve huden på udvalgte steder. Effekten på de behandlede muskler indtræder efter nogle dage til uger. Effekten aftager langsomt i de efterfølgende 3-6 måneder. Den kosmetiske effekt på selve rynkerne holder sig dog ofte et par måneder længere, idet huden har været i ro og derfor haft tid til delvist at regenerere. På den måde forebygger Botox delvist videreudvikling af rynker. For at fastholde effekten af Botox behandlinger, skal disse gentages med passende mellemrum. Botox er særligt velegnet til rynker i panden og omkring øjne. Fungerer også godt på visse rynker omkring munden, hage og hals.

Ved behandling af rynker i panden er det særdeles vigtigt at huden ikke manipuleres eller masseres de første 4 timer efter injektionerne. Det er vigtigt for at undgå spredning af Botox substansen til andre muskler. F.eks. kan indsprøjtninger givet for at løfte øjenlåg ved spredning til andre muskler give et søvnigt udseende.

Bivirkninger i form af for slappe muskler ses hos 0,5 – 5 % af behandlede patienter. Bivirkninger forsvinder i løbet af 2-6 uger.

Øvrige hyppigt forekommende bivirkninger efter Botox indsprøjtninger er rødme, varme og små blødninger. Sjældent forekommer hovedpine. Disse bivirkninger forsvinder i løbet af timer til dage.

For helt eller delvist at undgå bivirkninger, forbehandles huden inden indsprøjtningerne med kulde. Dette foregår rent praktisk ved at holde en ispose mod huden i et par minutter.

Botox behandlinger må ikke gives hvis man lider af muskelsygdom (myasthenia gravis), er gravid eller ammende. Ligeledes risiko for mere udtalte hudblødninger hvis der indtages blodfortyndende medicin i forbindelse med behandlingen.

 

Behandlingsforløb:
Ved 1. konsultation drøftes behandlingsmuligheder og forventninger.
Ved 2. konsultation tidligst 2 dage efter første, tages foto med ansigtsmuskulatur i afslappet tilstand samt ”rynket tilstand”. Herefter gives Botox injektionerne.

Behandlingskontrol foretages 2-3 uger efter. Tidligste fornyede behandlingsseance kan finde sted efter 3 måneder.

 

Juni 2018.

Revideres efter behov, dog senest Juni 2021.