ALDERSVORTER, KNOPPER O.LIGN.


 Aldersvorter, knopper o. lign.

Godartede aldersvorter, knopper og andre små uønskede forandringer på huden kan fjernes ved en laseroperation. Ved hjælp af varmen fra laserstrålen fjernes hudcellelag efter hudcellelag indtil de uønskede hudforandringer er væk.

Effekten af laseroperationen kan først vurderes efter en måneds tid. Af og til er det nødvendigt med flere behandlinger for at få den ønskede effekt. Man kan ikke garantere, at de uønskede forandringer forsvinder helt.

Behandling kræver oftest lokal bedøvelse. Man kan enten anvende en creme, som smøres på huden 1-1½ time før indgrebet eller give en lokalbedøvende indsprøjtning umiddelbart før operationen.
 Almindeligvis er der ingen smerter under eller efter operationen. For at vurdere, hvordan huden reagerer, kan det være nødvendigt at prøvebehandle et mindre område.

Det behandlede område vil væske i nogle dage. Der kan anvendes Klorhexidin creme (i håndkøb på apoteket) to gange dagligt eller anden sårsalve, indtil huden ikke væsker mere. Hvis sårene væsker meget, kan de dækkes med almindeligt hæfteplaster med gaze.

Når såret begynder at læges, klør det ofte. For at undgå betændelse og ardannelse er det vigtigt ikke at kradse i sårene eller sårskorperne. Ved tendens til forkølelsessår i behandlingsområdet tilrådes behandling med Zovir creme (i håndkøb på apoteket) et par dage før og efter behandlingen.

Laserbehandling er ikke egnet til personer, som har tendens til at danne store, tykke ar (keloiddannere).

For at undgå, at huden bliver mørkere eller lysere i de behandlede områder, skal man undgå sol, solarium og solbadning den første tid efter behandlingen og desuden anvende en solcreme faktor 50+ ved udendørs ophold.
Hvis man er mørk i huden bør man anvende solbeskyttelse i op til 3 måneder.


Information og samtykke:
Efter at have gennemlæst denne skriftlige information skal man have mundtlig information om behandlingen og mulighed for at stille spørgsmål. Man har her mulighed for at medbringe en bisidder.


Juni 2018.

Revideres efter behov, dog senest  juni 2021.